LogoGræs med blod
TILBAGE                              RETUR TIL HOVEDMENU
MEDLEMSOMRÅDE     KONTAKT    LINKS     BLIV MEDLEM  




SCHWEISSARBEJDE I DANMARK

”Schweiss” er det tyske ord for vildtblod. I dansk jægersprog bruges det blandt andet om blod fra hjortevildt, og det har givet navn til schweisshundene, der er optrænet til at opspore anskudt eller påkørt hjortevildt.

1974 blev der i Danmark oprettet et register over schweisshundeførere, som stod til rådighed for landets jægere og kunne kaldes ud til eftersøgninger af anskudt vildt på rekvirentens jagtgrund.

I forbindelse med jagtlovsændringen i 1982 gennemførtes en formalisering, således at legitimerede schweisshundeførere fik adgang til at eftersøge nødstedt vildt – herunder at bære og anvende skydevåben – på fremmed terræn uden nødvendigvis at opnå forudgående tilladelse fra pågældende grundejer eller jagtberettigede. Denne ændring blev gennemført, fordi anskudt vildt ofte passerer naboskel, og eftersøgninger dermed må indstilles eller udsættes unødigt, hvis en tilladelse fra nabogrundejer eller –jæger er ultimativ.

Ved jagtlovsrevisionen i 1993 gennemførtes yderligere en ændring, idet der via en bemyndigelse i selve Jagtloven blev fastsat regler om obligatorisk tilkaldelse af en schweisshund ved sikre tegn på anskydning af klovbærende vildt.

Skov- og Naturstyrelsen har fastsat et særligt reglement for schweisshundeførere. Disse har således til enhver tid tavshedspligt med hensyn til rekvirentens navn og eftersøgningsstedet. Ved eftersøgning på fremmed terræn skal naboen så vidt muligt underrettes forud. Gennemføres eftersøgningen uden naboens vidende, skal politiet underrettes forud for eftersøgningen. I sådanne tilfælde har kun schweisshundeføreren – og ikke rekvirenten og andre tilstedeværende – adgang til området. Under eftersøgningen må der ikke drives jagt på den del af rekvirentens areal, der ligger nærmere end 500 m fra naboarealet.

Uanset hvem der har anskudt, eftersøgt og aflivet et dyr, tilfalder det den jagtberettigede på det areal, hvor dyret forender. Findes et dyr på fremmed terræn, brækkes det og forsynes med en mærkat med oplysninger om, hvem der har fundet det, samt hvor og hvornår, det er fundet. Er det derefter ikke muligt at komme i kontakt med ejeren eller den jagtberettigede på det pågældende areal, afleveres dyret til politiet.

Tilkaldelse af en schweisshund er normalt gratis, dog godtgør rekvirenten schweisshundeførerens kørselsudgifter (statens takster). I tilfælde, hvor en schweisshund efter henvendelse fra Falck eller Politi rekvireres til en eftersøgning af påkørt vildt, betales kørslen af Skov- og Naturstyrelsen.

Kilde www.schweiss.dk

frigg



Henrik på vej på spor